Twin Peaks i Coeur d’Alene Husker I Twin Peaks? David Lynchs’ fantastisk bizarre tv-serie der for tyve år siden var toppen af hvad dansk tv nogensinde havde sendt. Bortset fra Matador naturligvis. Da jeg kom på facebook var David Lynch en af de første jeg klikkede på og nu sidder jeg på motellet under de to bjergtoppe i åbningsbilledet. Der er forbindelse. Mentalt.

Og sådan var lørdag aften også. Tidligt i seng. Sidste drøm inden jeg vågner er som taget ud af Twin Peaks og klar til ekstra scener i guldboxen – Mette Melcher og jeg løber hånd i hånd rundt i et forblæst industrikvarter i Københavns Havn og forsøger at finde startstedet.
Plop! Så lyder mobilalarmen og det er realtime i Coeur d’Alene, Idaho 4:30 morgen og Ironmandebut ligger to en halv time fremme. I stuen har familien stillet skilte op med Go Irondad – og We ♥ ERIK inden de gik i seng. Der er fordele ved at være 49 år inden man går i gang med triatlonens kongedistance. Jeg har stiftet familie. Mit yndlingsnummer med Daft Punk gjalder ud over den enorme og dybe sø: Harder, Better, Faster, Stronger.

Så lyder kanonen og jeg får svømmebrillen ned i panden i en vis fart. Ud i vandet. Der er kogevask på programmet. Knap 2400 mennesker afsted i samlet flok. Eliten er ude på vandet og i gang med anden runde – de er startet en halv time før os dødelige. Jeg tager den lige vej langs bøjerne ud mod kliometermærket og bort set fra infight med andre svømmere der forårsager kramper når rytmen brydes, så går det godt. Der er ikke helt ro på men rytmen kommer og går. Har glemt alt om hvordan man svømmer og klarer bevægelserne på rygraden. På andet loop begynder jeg at fryse i vandet. Men der er ingen kære mor. Bare videre inden man bliver svømmet over af horderne. De 3.8 kilometer svømning i den klare sø er forbi på 1:24:19 og stemmer helt godt med forventningen. “Are you allright?” Hjælperne hiver og flår i mig.

Jeg hundefryser og våddragten kommer af. Så på med cykelhjælm og sko og ud på ruten. Det er en solrig og varm dag allerede her på morgenkvisten tænker jeg at det kun kan blive bedre i kroppen der ryster af kulde. Efter en halv times tid kører det bare derudaf. Ruten er smuk og anstrengelserne til at overse. Var dette en træningstur i København hed den Mosehuset-Tyren x 3 og retur. Og så naturligvis et loop til. der er mange rolling hills men jeg har ikke besvær med nogle af dem og nyder turen selv om jeg ikke har lyst til at drikke og spise bjørnvingummier og latte-protein-drik. Efterfølgende kan jeg se at tre liter væske måske er lige i underkanten, men sådan ligger landet. No way back guarantee and no excuses.
Min familie spotter mig da jeg drøner gennem Coeur d’Alene der er en fed lille by. Det nyder jeg. Det er et højdepunkt af luksus, selv om alle amerikanere hepper. De er verdens bedste publikum. Fra New York Marathon til dette! I love it. 6:17:56 for de 180 kilometer. 28 km/t og jeg er super tilfreds da jeg ser at der stadig står 7:53 samlet da jeg går ud på løbet.

Kæden røg af en enkelt gang og da strintede jeg nogle minutter og så hundrede folk passere. Så jeg er tændt og spændt på om jeg kan lave et godt resultat. Mine forventninger har været: Et sted mellem 12 og 15 timer – helst tættest på det første, hvilket ville kræve en afsluttende marathon på 4 timer. Og det går jeg efter. Off bike kører godt. Den første mile virker nem. Men så kommer tanken springende sammen med pulsen: Kan denne puls holde? Synes pludselig at det bliver meget tungt. Tænker at jeg må have pulsen lidt ned og indhente det igen på den anden halvdel af maratonen.
Jeg er da for fanden bedst til at løbe? Men en ironman er ingen maraton. Den har sine egne spilleregler. Jeg tænker på at jeg aldrig har motioneret ud over en grænse på seks timer og nu er jeg i gang med den syvende for fuldt blæs. Gå, løbe, gå løbe, gå, gå, løbe, gå, gå, gå. Beslutter mig for at gennemføre. Og så er det bare at slå over på autopilot. Det er såmænd svært nok at gå tredive kilometer skulle jeg hilse og sige.
Jeg siger til familien der stadig står i vejkanten efter det første loop at det vil tage tre timer førend de ser mig igen. De venter. Det er blevet aften! Tiden er virkelig kommet bag på mig. Hele cyklussen fra morgen til aften. Det havde jeg slet ikke tænkt at jeg skulle opleve, men selv en tolv timers Ironman er jo fra 7-19. Som min kone gjorde mig opmærksom på dagen før racet. Det er en hård nyser. Den sidste mile opper jeg mig. På historisk vis og med opmuntringerne fra gadefesterne der har holdt stemningen løftet løber jeg den sidste tur ned mod målet. En skarp projektør står for enden af vejen. Der er lys for enden af tunnelen – jeg er Ironman. Og tiden? 6:00:20 for den længste gåtur i mit liv men det skulle jo stå til den længste svømme- og cykeltur i mit liv. Samlet set 13:53:42 i en både god og positiv oplevelse.

Skal jeg opsummere mine Twin Peaks: Familien og Ironman (plus Mette der løb mig igang som en slags svævende skytsengel).

Erik Steffensen