Jeg har sammen med min træner sat mig et mål om at komme under 10 timer på en IM og at kvalificere mig til Hawaii som pro – det skete altså i dag!!! Derudover kom jeg ind på en 2. plads og fik ALT for megen opmærksomhed J

For en uge siden var jeg ved at aflyse det hele, fordi jeg ikke kunne finde noget sted at bo; tror I jeg er glad for at jeg tog mig sammen?! Yes! Ikke nok med at jeg havde en fantastisk sportsoplevelse, så har jeg også haft fornøjelsen af at komme i kontakt med nogle fantastiske, åbne, venlige hollændere, som bare sagde at jeg sagtens kunne sove hos dem (vi har aldrig mødt hinanden før!!)

På grund af en meget hektisk og stressende måned havde jeg INGEN forventninger til dagens strabadser, ud over at det ville blive hårdt. Det blev det godt nok også, men det var hver sveddråbe og tåre værd!

Jeg havde en dejlig afslappende dag i går og det samme her til morgen, dejligt ikke at være nervøs. Jeg kunne mærke at pulsen blev højere ved 6:45 tiden, men det er nok meget normalt J

Man føler sig næsten som VIP, da man har sin EGEN indgang til vandet som pro og så fik vi lov til at starte 40m foran alle de andre, haha.

Den første bøje kunne jeg se, men så trak hætten op og brillerne med, så jeg næsten ikke kunne se noget, jeg fulgte bare noget der så ud til at være skumsprøjt fra de andre. Det gik også fint, men jeg havde svært ved at finde nogle fødder at ligge på, jeg kunne ikke følge med! Jeg troede på ingen måde at jeg havde sat pr med 54:54, så jeg er meget godt tilfreds.

Transition = smertefri. Varmen er ved at være meget godt på plads. Og jeg kommer godt af sted på cyklen. Første runde er HELT fantastisk, det kan næsten ikke beskrives. Jeg tænkte bare at den var LAVET til mig, men så kom den stejle bakke og jeg faldt godt bagud. Jeg tænkte bare: ”Giv mig en flad bane og jeg skal kick your ass!” ;), for det gik jo forrygende og halede ind hver gang det var fladt eller nedad. Jeg overhalede endda Bella et par gange, men så fik hun vist lidt fart på. Jeg kan i hvert fald altid sige at jeg har overhalet Bella Bayliss ;)

Anden runde gik mindre godt. Ryggen begyndte at klage og generede hele vejen ned til venstre ben. Derudover var mine ben ikke lige så stærke mere. Jeg overvejede endda at stå af og gå op at den stejle bakke, jeg var helt færdig. Jeg var også ved at krapere af varme! Allerede der vidste jeg at løbeturen ville blive et mareridt…

Maven var også begyndt at skeje ud, men ikke så slemt at jeg ikke kunne holde det ud, jeg blev bare lidt stresset over ’what if?’.

Den blev hvor den skulle, men mine ben ville ikke som mig, så jeg blev overhalet næsten med det samme af to age-groupere. Nå ja, hvad kan man gøre? Jeg havde bare ikke benene… Ca. ved 10-15km begyndte det at vende. Jeg ved ikke om der er sammenhæng, men det var lige efter at jeg var begyndt at spise vandmelon ved depoterne, haha. Det virkede i hvert fald. Jeg kan huske at jeg tænkte at det ville være fedt at være en af dem med cyklen foran sig ;) Så ved 25 km, kunne jeg begynde at ane en der havde overhalet mig og jeg kunne se at jeg halede hurtigt ind, så havde jeg en cykel foran mig (Bella Bayliss var nu udgået)! Der gik ikke mere end 1-2 km, så havde jeg næste cykel, hvor der stod ’nr. 2 kvinde’ på. Jeg var så stolt over bare at prøve det, jeg anede ikke om det ville holde hele vejen hjem jo. Det begyndte at svimle for mig, det var sindsygt varmt og jeg manglede sukker, derudover havde jeg langt til næste depot, så jeg fandt en gel frem, som hjalp gevaldigt. Jeg var ved at blive utålmodig og spurgte hvor langt der var hjem og fik at vide at der nok var 6 km og der tænkte jeg: ”det SKAL jeg kunne!”, og det gjorde jeg J

Det var så utroligt med al den opmærksomhed, både under racet, men også bagefter! Blomster, champagne, presse, arrangører, doping kontrollører… Helt uvirkeligt. Og det sidste stykke op til mål, blev jeg nødt til at stoppe op og nyde det, det var så fantastisk med klapsalverne J

Først da jeg talte med min far i telefonen lidt over en time senere, begyndte det at gå op for mig og jeg tudede og grinte, alt på samme tid; jeg var bare lykkelig. Alt det hårde arbejde, energien og tiden der er blevet brugt, endelig gik det op i en højere enhed…Sådan skal det være :)