Strategi KTK Eliteteam
Tirsdag, 26. august 2008 16:22
Strategi KTK86 Elite Team 2008

I triathlon-sporten er begrebet ”Elite” vanskeligt at definere, da det er svært at opstille kvantitative grænser for hvornår man er elite-atlet. Det skyldes bl.a., at man opererer med henholdsvis lang- og kortdistance triathlon som to næsten parallelle sportsgrene, hvor de atleter, der repræsenterer hver sin type af sporten, sjældent konkurrerer mod hinanden. Siden sporten i 1996 blev en olympisk disciplin, har man fra Dansk Triathlon Forbunds [DtriF] side valgt at opprioritere satsningen på kort tri. Denne satsning afspejler Team Danmarks tildeling af støtte som primært, og for fremtiden i endnu højere grad, vil være fokuseret omkring kortdistance. Det har efterladt en del langdistance atleter samt duathleter i en situation, hvor de ikke får samme økonomiske og sportslige muligheder som kortdistanceatleterne. 

I KTK86 har vi gjort en dyd ud af, at der skal være plads til at kunne dyrke begge former for triathlon samt duathlon på eliteniveau. Derfor har klubben i nyere tid (efter ca. 2002) været fast leverandør til både kort- og langdistancelandsholdet. Hvor andre klubber har specialiseret talentudviklingen til at rekruttere unge svømmere og lære dem op i kortdistance for at finde nye OL håb, har vi grundet klubbens sene svømme-træningstider haft fokus på lidt ældre talenter, med baggrund i løb eller cykling. Disse atleter vælger typisk lang tri, da denne disciplin ikke nødvendigvis kræver den samme fokus på svømmedelen som kort.

Ud over de kvantitative præstationer lægger vi i KTK86 stor vægt på integration af eliten i klubben og derfor tæller en række ikke-målbare parametre hos atleten højt. 

Nedenstående ses de præstations-krav der stilles til atleter på KTK86 Elite Team. Se endvidere under rubrikken udtagelseskrav til KTK86 Elite Team som underbygger nedenstående yderligere.

  • En atlet, der ved danske mesterskaber på en given distance er med i kampen om medaljer på enten individuelt eller hold niveau.
  • En atlet, der er udtaget til bruttolandsholdet.
  • En atlet, som konkurrerer internationalt og udtages/kvalificeres til EM eller VM, uanset, at man ikke er i bruttotruppen til landsholdet.
  • En atlet som kvalificerer sig til Hawaii Ironman World Championships eller ½ Ironman World Championships i PRO.
  • En U23 atlet som vurderes på sigt at kunne markere sig i den nationale senior elite.
 

Klubben har på kort sigt en ambition om, at opretholde og styrke den førende rolle vi siden 2002 har haft i dansk triathlon, hvor eliteholdet hvert år har skaffet både individuelle- og hold medaljer til klubben. Fra 2005 har KTK86’s kvinder ligeledes markeret sig både nationalt og internationalt, så vi i dag har den bedste og bredeste kvindeelite i landet.

På længere sigt, er det ønskeligt at styrke talentudviklingen i klubben, men dette kræver først og fremmest en facilitetsallokering fra Københavns Kommunes der tilgodeser ungdomsbehov. Øget fokus på talentudvikling og evt. OL-distancen må ikke få negativ indflydelse på den brede elite klubben har haft succes med igennem de sidste 5 sæsoner. Dvs. der skal opbygges en organisation som kan håndtere de opgaver et nyt fokusområde vil medføre.