Nyt fra bestyrelsen
Generalforsamling 7. januar 2012
Hermed indkaldelse til generalforsamling i Københavns Triathlon Klub 1986
Lørdag d. 7. januar 2012 kl. 12:30 på IFI (auditoriet over pejsestuen)
Efter årets første lørdagstræning mødes vi på IFI, hvor årets generalforsamling afholdes. Dagsordenen kan ses nedenfor. Vi håber at se et stort antal KTK86'ere, da vi gerne vil fortælle, hvordan 2011 er forløbet, og hvordan vi ønsker at 2012 skal forløbe.
Baggrundsinformation:
Blandt de vigtigste emner til forsamlingen er en 300kr kontingentstigning fra 1600kr til 1900kr, som primært skal dække øgede licensafgifter til DTRIF og leje af klubhus. Desuden er prøvemedlemskontingenter ikke tilladt i 2012, og der budgetteres ikke med stævne- og sponsorindtægter. Udgifterne til klubbens udvalg og aktiviteter er generelt fastholdt eller øget.
Kort fortalt er budgettet/kontingentet for 2012 fastsat med den vision, at KTK86 er en velorganiseret forening, som kan tilbyde både et stort antal kvalitetstræninger og et socialt sammenhold/samvær. Her spiller klubhuset (og tilhørende udgift) også en væsentlig rolle. Ved at forme KTK86 efter denne vision håber vi også, at endnu flere medlemmer vil bidrage med en frivillig indsats i en klub, som de glæder sig over at komme i. Det er i sidste ende denne frivillige indsats, der driver en forening som KTK86.
Kontingentet er fastsat konservativt (højt), således at midler fra sponsorer, stævnearbejde eller overbudgetterede poster vil kunne gå til ekstra initiativer i løbet af året. Det kan være træninger, sociale aktiviteter eller udstyr.
Fortsættelse af udviklingsplanen og visionen for 2011-2013, som blev igangsat i år, kræver således forsamlingens opbakning – også til det medfølgende budget.
Samtidig er generalforsamlingen dagen, hvor 2012-holdet af frivillige til udvalg og bestyrelse skal sættes. I 2011 er flere udvalg blevet styrket og klubarbejdet er blevet fordelt på langt flere personer, hvilket skal gøre det lettere og mere attraktivt at yde en frivillig indsats. Denne positive tendens med et stort antal engagerede vil vi fortsætte. Vi har 6 udvalg, som vi ønsker at besætte med minimum 4 personer i hver (for stabilitet og mindre arbejdsbyrde på den enkelte). Det kræver 24 udvalgsmedlemmer + bestyrelsen på 9 personer. Selvom mange fortsætter, har vi også brug for nye kræfter - er det dig? Tænk over, hvor du vil kunne styrke klubben med din indsats.
Så mød op og præg din klub. For en god ordens skyld skal det meddeles, at medlemmer kun har stemmeret ved personligt fremmøde.
Dagsorden for forsamlingen:
1. Valg af dirigent og referent
2. Formandens beretning om bestyrelsens arbejde.
3. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2011 og budgettet for 2012.
4. Behandling af indkomne forslag.
4.1 Revision af klubbens vedtægter (forslaget til reviderede vedtægter vil være at finde på ktk86.dk senest 2 uger før generalforsamlingen).
5. Valg af bestyrelse:
- Formand (ulige år) – Ikke på valg i år.
- Næstformand (lige år) – Vælges i år. Maria ønsker ikke genvalg.
- Sekretær (ulige år) – Vælges i år, da Dan ønsker at trække sig fra posten pga. arbejde.
- Kasserer (lige år) – Vælges i år. Sune opstiller til genvalg.
- Medlems sekretær (ulige år) – Ikke på valg i år.
- 2 Bestyrelsesmedlemmer
heraf 1 medlem på lige år. Ole opstiller til genvalg. Desuden 1 medlem på ulige år.
- 2 Suppleanter vælges for 1 år ad gangen. Klaus og Danni stiller op til genvalg til bestyrelses- eller suppleantposter.
6. Valg af revisor og revisorsuppleant.
7. Hvert udvalg aflægger beretning. Beretningen kan runddeles skriftligt ved generalforsamlingens start eller aflægges mundtligt, hvis udvalget finder anledning dertil.
8. Nedsættelse af diverse udvalg, efter behov:
9. Eventuelt.
Bestyrelsen modtager meget gerne andre forsalg, bemærk vedtægterne 9.3 ”Forslag som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen afholdes”, gælder dog kun hvis forslaget ikke kræver ændringer af vedtægterne.