De tidlige år

De tidlige år

Som vort navn antyder blev Københavns Triathlon Klub stiftet i 1986 - KTK86. Her følger en inspirerende og spændende indføring i hvordan klubben fungerede - organisatorisk, socialt og sportsligt i den tidlige ÆRA - perioden 1986-1993 

En herlig tid - og beretningen fra to tidligere formænd.

Af Henrik Loftheim og Søren Ortvad

Ud fra devisen om at to personer og fire øjne oplever og husker mere end en halv senil og en halv fed eks. formand, har vi stukket hovederne sammen og noteret nogle højdepunkter i perioden fra starten til januar 1993. Alle triathleter kender historien om, hvordan tri blev til, men det er de færreste der kender, hvordan KTK-86 opstod. Det undrer os dog lidt, at hverken Gabor eller Damgård er kommet ind på denne for vor klub så vigtige begivenhed. Men tro ikke, at vi vil løfte den berømte fez for denne historie her. Derimod kan vi fortælle, at Gabor til den stiftende generalforsamling sensommeren 1986 hjemme hos sine forældre, havde bagt de mest fantastiske kager (vist nok med ungarsk oprindelse). Disse kager står stadig i dag her 10 år efter som en af de større oplevelser i klubbens historie. for øvrigt hed halvdelen af klubbens medlemmer på den stiftende generalforsamling Henrik; Thuge, Ahrenst,Thorup, Loftheim resten fortoner sig i det dunkle, ups Iben var også med. Så alle historier om Scott dit og dat er i virkelighedens verden blot nogle helt almindelige små Henriker !!!!!!

For øvrigt var vedtægterne ren afskrift af den legendariske atletikklub AK 73, og efterhånden udvikledes et direkte samarbejde mellem de to klubber. I det følgende år havde alle Scotterne meget, meget travlt med private gøremål så som at placere sig bedst muligt i konkurrencerne, så bestyrelsesarbejde, organiseret fællestræning og fester blev der ikke meget at.

Det skete først, da den rigtige bestyrelse kom til efter generalforsamlingen i Gimle medborgerhus i januar 1989. Det var efter DM i Sorø 1988 vi samledes hos Andreas Hartokpf i hans lille lejlighed i Vanløse. Der var mange mennesker, god stemning, for Ronny og Andreas var blevet et og to, på trods af tri-sportens første doping-historie. Ronny var lidt forkølet og havde taget en enkelt næsedråbe, men det løb både ned ad kinderne og ud i sandet, til stor moro for os andre. Så vi drak en del øl, og nu skulle der laves en rigtig klub med bestyrelse, fællestræning, medlemsmøder og meget andet godt. Søren var den med de ringeste tri-evner og den højeste uddannelse, så skulle være formand. Det accepterede han, og han var vældig god til jobbet, dvs. han var eminent til at delegere arbejdet videre til Rasmus Juvik, Steffen Lüders, Henrik og Claus Olsen, som senere kom med som sekretær og skulle stå for medlems-registrering. Han havde lige fået en ny moderne PC (til de teknisk interesserede kan det oplyses at det var en AT'er 1Mb ram / 40 Mb harddisk, virkelig kram og kun 30.000,- kr) og arbejdede yderst nidkært vedrørende optagelse af nye medlemmer, så det kunne godt tage et par halve år at komme ind i klubben. Hvis man altså herefter stadig brændte for sagen.

Sponsorere
Ved en tilfældighed opsnusede Søren butikken Ryvang Cykler, der efterhånden udviklede sig til et uformelt klublokale, hvor man bl.a. jævnligt kunne ( og efter nærmere aftale stadig kan) møde de gamle formænd. Denne lille cykelbiks havde stor indflydelse på klubbens økonomiske grundlag. Det udviklede sig til et fantastisk samarbejde til glæde for begge partner. Langt inden andre forhandlere troede på sporten og den bizarre smag for avanceret udstyr, importerede forretningen næsten alt til triathleterne. Senere var de vist nok også næsten først i Danmark med Mountian Bikes. I weekenden brugte de deres sparsomme fritid ved stævnerne og var i øvrigt meget aktive hjælpere når klubben havde behov. Omkring Ryvang Cykler kunne vi forsætte i det uendelige, men fordi de troede på sporten og KTK86, udviklede vi os hurtigt. Men heldige omstændigheder gjorde det økonomisk muligt. Lige så tilfældigt så Henrik en annonce for noget EDB udstyr, der brugte Irorman som blikfang, fra dette firma skaffede Steffen Lüders, som var god til at forhandle med de sponsorer vi faldt over, vores første klubtøj og vist nok 25.000,- kr.

Det hjalp selvfølgelig at landsholdet næsten var identisk med KTK86 eller er det omvendt. Hvilket også gav gode muligheder for andre sponsorer og alternative aktiviteter, man skal jo huske at sporten stadig var ung og alle uvidende troede at triathlon = IRONMAN, hvilket gav meget omtale. Sammen med Ferrosan (Ginozin) lavede vi Tour de Danmark med TV dækning, start i Skagen og afslutning på Rådhuspladsen. Den sidste gang, i 1992, blev det dog en økonomisk nedtur grundet fodboldens totale dominans i medierne, hver eneste journalist valfartede til Gøteborg ( til benefice for de demente kan vi nævne, at det blev til EM-guld). Vi klarede dog skærene, gennem drastiske nedskæringer i klubbens interne turnerings-præmier.

Arbejdsdeling i klubben og bestyrelsen
Bestyrelsesmøderne afholdtes altid privat med hjemmelavet mad - på medlemmernes regning. Det havde voldt den sparsommelige kasserer Rasmus vedvarende, stor problemer, men han var jo i klart mindretal. En særlig nydelse var det at komme hjem til Henrik, som kunne fremtrylle hjemmelavet pasta. Der stod som reglen også nogle kander med rød saft, noget af det med 11-12% alkohol, men der var jo også mange vigtige beslutninger, som skulle tages. Bl.a. brugte vi mange måneder på at bestemme farver til vores første klubdragt. Mange tror den dag i dag ikke på hvor idealistiske vi var. "Elite" fik et mindre beløb og for dette beløb skulle de benytte den nye klubdragt (RØD/GRØN). Hvis de havde egne sponsorer måtte de påføres dragten efter aftale med bestyrelsen. Alle øvrige medlemmer fik også en gratis tri-dragt og badebuks + singlet, formålet var ikke kun at være bedst men også at være synlige, altså flest deltagere ved stævner. Det virkede helt efter hensigten, og Ferrosan var sponsor for klubben i 3 år. En del af aftalen med Ferrosan var at arrangere en event, Tour de Danmark og et stævne. Vi ville gerne lave Ironman, men vi vidste det var meget krævende, det skulle vi lige øve os lidt på, med nogle almindelige stævner.

 Egentlig skulle bestyrelsen kun være igangsætter og aktivere medlemmerne, men det hele var spændende så det var svært ikke selv at deltage aktivt. Alle fik lov til at udføre et stykke manuelt arbejde, nogle fik af prøvet deres organisatoriske talenter i.f.b.m stævner og træningslejre. Nogle fandt meget hurtigt deres stress tærskel, vi lavede mange fejl, men det var sjovt. Man forbrugte meget af den tid, der ellers skulle have været brugt til træning, på klubarbejde. Men hoved princippet med alle opgaver i klubben var uddelegere ansvaret og sørge for at vedkommende havde den nødvendige opbakning, for således at undgå nedbrænding af klubbens vigtigste ressource, nemlig den frivillige arbejdskraft. Det syntes vi selv lykkedes meget godt, måske bortset fra stævnet i 1992. Så godt som hele bestyrelsen blev jo også skiftet ud i 1993.

Samarbejde med andre klubber
Som tidligere nævnt blev der etableret et samarbejde med AK73, som på det tidspunkt havde Kersti Jacobsen som træner, på et tidspunkt var der flere KTK'er i AK73 end AK'er, der mødte op til træning. Men årsagen til det egentlige samarbejde skal findes i at KTK86 var en ren tri-klub, hvilket nogle af de andre eksisterende svømme-, cykel- og atletik-klubber så som en "trussel" mod deres krav på tid i KI's anlæg. Da vi ikke selv kunne opnå nogle attraktive træningstidspunkter, måtte vi forene os med nogle eksisterende klubber uden at miste vores selvstændig som ren tri-klub. Det største problem var selvfølgelig kontingent til alle de klubber KTK86 havde medlemmer i. Derfor var det naturligt at indgå nogle aftaler, således kontingentet kunne nedbringes til et minimum. På samme måde kom USG ind i billede. Men vores indflydelse i disse klubber medførte også en interesse for hinandens sportsgene. Effekten ved udøvelse af en anden sportsgren, kunne påvirke ens primære sportsgren i en positiv retning, overraskede mange, derfor var der en del svømmere der trænede til enkelte tri-stævner og nogle løbere var ned til cykeltræning. Desværre viste det sig lettere at samarbejde med klubber, med de etablerede idrætsgrene, end med vores lidelsesfæller i København, vi blev i bestyrelsen enige om at hvis vi skulle lave Ironman skulle vi have hjælp og derfor kontaktede vi KVIK og TRI-4, men der gik hurtig politik i det samarbejde, så vi nåede aldrig vores mål.

Trænings lejre
De blev afholdt på Stevns, der var stor deltagelse (over 20) og trænere blev hentet internt. Leif Eilertsen indførte "Puls-ur-træning" før man kendte til POLAR pulsmeter, Ebbe Rasmussen fra USG blev brugt til svømning, hvor han snart har været træner i en menneskealder og Knud Hansen, der nok var en ældre herre, men han vidste hvordan man skulle køre en cykle og det var han meget dygtig til at videregive. De hungrende KTK'ere kunne dog mere end hård træning, de kunne spise, så personalet på vandrehjemmet var vildt imponeret, og selvfølgelig kunne Dion "61-11" Madsen overgå alle med spisning at utallige portioner citronfromage.

 Stævner
Efterhånden blev vi også nødt til at tage del i det noget sure arbejde med stævnearrangementer. I 1990 og 91 benyttede vi badeanstalten ved Dragør med strøm, alt for lavt vand og økologisk andelort på græsplænens skiftezone særligt velegnet, og især ved Steffens hjælp kom TV ud og lavede reportager, selvom Poul Erik Anderson dog mest viste vindmøller og græssende køer. God reklame fik vi god, Gabor, Ronny og Rughede besatte de første tre pladser. På de "indre linier" var der dog altid noget galt. Vi havde for lidt både og kontroller i vandet, det ene år gik Lars Kristensen halvdelen af de 1000 meter svømning, mens Jens Jørgen Holmegård kom op af vandet som en af de første, selvom han svømmer endnu langsommere end Søren. Der var store skænderier, og det tog måneder at udsende noget der blot tilnærmelsesvis lignede en resultatliste. En anden gang gik strømmen til computeren, men generelt opdagede deltagerne sjældent vores problemer, og vi kunne samtidig realisere en af Sørens store drømme. Det blev som sagt ikke til Ironman, men DM i 1992 på 1/2 distancen ved Bellevue og Dyrehavsbakken med Pjerrot som præmieoverrækker. Det var helt forrygende med masse af pressedækning. Trods hedebølge havde vi naturligvis ikke rigtig styr på væskedepoterne, og deltagerne glemte at drikke. Ulrik Ghisler glemte det endda så konsekvent, at han gik ud som et lys et sted ude ved Hjortespring, så han røg på lazarettet og fik følgeskab af Anette fra KVIK, begge havde ført. Derfor blev vores egen Jeanette stjerne med efterfølgende store artikler i dags-pressen. Landsholdet kom hun dog ikke på !!!!

Dion fik dog indskrevet sig i historien, han udgik ikke, men på målstregen kastede han sig - og blev liggende. Vi fejede ham op, så den næste i mål ikke skulle falde over ham. Se det var et stævne og kun fem - skes alvorlige organisatoriske smuttere, og masser af undrende tilskuere. Der er selvfølgelig mange der bør nævnes for en stor indsats, men i.f.b.m. stævnet 1992 skal Kåre Ravnsgård havde en speciel plads i klubben historie; Mandag morgen efter stævnet blev jeg ringet op at Lyngby politimester, vi havde vist nok ikke fået lov til at male kalk på vejene, så i ca. 24 timer kørte Kåre rundt på cykelruten og vaskede kalkpile væk.

KTK86 opfindelser
Lige så sikkert som vi ved hvordan og hvem der startede klubben er det til Sørens gavn at der er noget der hedder "TYRENS RYG", jeg var selv med første gang vi sammen med cykle klubben TITAN, som bl.a. havde Erik Clausen som medlem, gennemsnits alderen på denne tur var mindst 50 år, kørte den berygtede distance. Tyrens ryg blev også hurtig en meget ofte træningstur for KTK86, der skulle have et kort træningspas ( 25k opv 2Xtyr 25k afrul). En anden opfindelse som Søren er ophavsmand til er Søndermarksmanden, som selvfølgelig også indgik i en rigtig KTK'ers ugentlige program, det var her man løb om lørdagen sammen med AK73.

Fester
Vi trænede meget, sås meget, men havde ikke noget rigtigt klubhus, så vi gik i gang med at planlægge en stor fest, og siden er traditionen forsat. Når man ser tilbage, er det altid de første, der springer mest i øjnene. Sørens nye kæreste havde bøt i Brumleby og vi lejede kostalden, der ikke var moderniseret. Jeanette var sammen med Per centrale i festkomiteen, og vi holdt møderne hos dem i Hillerødgade. Folk skulle komme med nogle gode retter, og efter her havde spist lidt af 18 forskellige slags pasta (vi var meget fantasifulde) fyldte vi nogle timer senere en hel sort plastiksæk med pasta. Vi frøs, dansede, holdt taler, uddelte præmier og ødelagde en af Pers kæmpestore højtalere. Vi havde det forrygende, men i mange år var det eneste gang vi blev mætte. I mellemtiden var søren flyttet ind i Blågårdsgade og i sin indvandrerundervisning havde han haft en kineser, hvis onkel bestyrede en grillforretning. Den skulle levere maden til næste års fest i Medborgerhuset på Blågårds Plads, men de kom en hel time for sent, og Jesper Grønberg og Lars Kristensen tømte ved første ombæring en trediedel af ris, kød og rejer, mens vi andre og især tre små kinesere så til. Så de måtte hjem til Vanløse og hente forstærkning, og ved 23 tiden stod Lars for sidste gang og hentede ris og tørt brød. Vi var omkring 90, de ledsagende kvinder var mætte og kineserne fik et mindre underskud. En sidste kulinarisk oplevelse, som ikke kan unddrage sig omtale, var Jeanettes prægtige italienske, vegetariske buffet. Hun havde fået ideen fra en fin restaurant, som hendes firma ofte fik leveret forkost fra. Det smagte da også vældigt godt, dvs. de sidste langborde fik mest fornøjelse af de smukke fade, og der var ingen kinesere fra Vanløse til at supplere. Derefter måtte kalorierne indtages flydende, og de blev de så. Den sidste fest de to eksformand har været til leverede udmærket føde og i gode mængder, den var lavet af indvandrere og flygtninge i Medborgerhuset, så med det naturlige tilskud fra kommunen til drift var alt i orden. De to formænd bemærkede dog med en vis vemod, at festtrætheden er ved at melde sig, den kommende landstræner blev hurtig ukampdygtig og "Bomstærk" var alt i alt for svag til at få de resterende - lidt for ædruelige - ud på dansegulvet. Men det er generelt det der kendetegner rigtige amatører, de ved ikke hvornår de skal træne og hvornår de skal feste. Ellers går det hele hen og bliver kedeligt og man får ikke noget ud af nogen af delene!